Den 5. oktober 2008 startede vi hjemmefra kl. 03,30 med retning mod Billund Lufthavn. Hele familien skulle på Safari i Kenya. Turen til Billund foregik i en rigtig gang regn og rusk. Da vi kom frem, stod der mindst 200 mennesker der ville tjekke ind. Til alt held var der kun nogle få ved vores luge.

Vi vidste at vi skulle være 12 i alt – og vi var selv 5, hvoraf vi 4 skulle med fra Billund og 1 fra Kastrup. Vi anede ikke noget om, hvor mange andre der skulle med fra Billund. Vi mødte Ronni i Amsterdam, hvor han allerede var kommet fra Kastrup. Desuden mødte vi et par fra Esbjerg, som vi kunne se. der havde Albatros sedler på bagagen.

Vi havde en fin flyvetur til Nairobi. Vi passerede Alperne med noget sne på og var helt ovre over Jugoslavien. Vi var halvvejs da vi befandt os over det nordlige Ægypten. Jeg lagde mærke til, at temperaturen uden for flyet steg næsten 15 grader, da vi kom ind over Afrika.

Vi landede planmæssigt i Nairobi og gik i kø for at få visum. Det tog tid, for vi var jo mange med flyet - og så udfyldte de det hele med håndskrift. En håndskrevet etiket blev sat i passet formedelst 50 $.

I lufthavnen mødte vi de resterende i vor lille gruppe. Det viste sig at der udover Ronni var et par fra København. Ellers var resten jyder. Vi mødte også vor guide Anna, som har boet i Kenya i mange år. Det viste sig, at hun vidste alt om Kenya og om det vi skulle se. Vi var det første hold siden november sidste år, på grund af urolighederne, så hun glædede sig til at komme i gang igen.

Vi kørte ind til et andet hotel, end det vi havde fået oplyst, Det gamle berømte Hotel Stanley midt i byen. Udenfor stod hotellets vagter med knipler. Vi fik at vide, at man ikke skulle gå væk fra hotellet. Det ville ikke være sikkert for os. Der var næsten heller ingen lokale på gaden.

Næste formiddag kørte vi ud af byen mod nordvest mod Naivasha, hvor vi skulle bo på Sopa Lodge. På vejen iagttog vi med stor interesse det lokale liv med mange gående og med æseltrukne kærrer. Da vi kom til Great Rift Valley (foto), stoppede vi ved et udsigtspunkt. Rift Valley er 8.000 km lang fra Tyrkiet til Tanzania. Bredden er vel 80 km. Siderne er i 1.600 meters højde og dalen i 1.000 meters højde. Der var faktisk en ganske fin landevej herudad. Man har gennem 3 år bygget 150 km ny vej fra Nairobi mod Nakura.

Vi ankom til frokost på Sopa Lodge, der ligger lige ned til Naivasha søen. Der er en halvmåne af runde hytter i 2 etager. Vi blev indlogeret i hytter. Meget store værelser med 2 dobbeltsenge i hver. 4 værelser i hver hytte.

I området var et stort antal drivhuse, hvor man dyrkede blomster. Vi så på et tidspunkt, hvordan daglejere stod i kø i håbet om at få arbejde med at skære blomster i et af drivhusene. De vander med vand fra Naivasha-søen, som derfor var forholdsvis lavvandet. Blomsterne pakkes i containere og sendes pr. fly til Amsterdam, hvor de er klar til distribution næste morgen.

I Naivasha søen er der 1.000 flodheste, som om natten kom op og græssede omkring lodgen og hytterne. Derfor måtte vi ikke selv gå rundt efter mørkets frembrud, men skulle have vagter med.

Om eftermiddagen sejlede vi over søen til Crescent Island, hvor vi blev modtaget af Moses, der skulle ledsage os på en ’walking safari’. På vejen derover så vi de første mange flodheste i søen. Vi så også gulnæbbet stork, pelikaner og ørne, både til vands og i luften.

En del af filmen ’Out of Africa’ blev optaget på denne halvø, hvor startbanen til fly stadig kunne ses. Dyrene var blevet importeret til denne film – og blevet på stedet. Der var lidt af hvert lige fra giraffer til dong-biller. Sidstnævnte er en bille, der lægger sine æg og ruller dem ind i ekskrementer. Når der er nok omkring graves de 15 cm ned i jorden (foto).

Om aftenen lykkedes det nogen af os at se flodhestene græsse mellem hytterne.

Næste morgen da Helle og jeg var på vej til morgenmad, stod en vagt og ville viste os en flodhest, der stadig græssede. Jeg måtte tilbage efter kameraet. Da vi spiste morgenmad gik den stadig rundt udenfor. Tjenerne fortalte at den næsten kom hver morgen. De havde navngivet hende ’Friendly Fred’. Også aber legede uden for vinduerne.

Efter morgenmaden satte vi kurs mod Lake Nakura, som også er kendt som flamingosøen.

Den levede til fulde op til sit navn. Der var mindst én million flamingoer i søen – meget imponerende. Søen er en soda sø, så der er nogle alger, som flamingoerne lever af. Det hed sig at søen ikke lugtede godt, men vi kunne nu ikke lugte noget specielt.

Først så vi dog nogle marabu-storke. De er mere specielle end de er kønne. Vi undrede os over, at nogen har opkaldt en chokolade efter dem!

Der var et område, hvor der var græs og sand, så vi kunne gå ud til vandkanten. Der kom en hyæne og jagede masser af flamingoerne op. Det var så flot at se dem lette (foto).

Længere henne var nogle hyæner i gang med at æde en bøffel. Der gik også zebraer, gazeller, vandbukke, giraffer og næsehorn (foto). Vi kom meget tæt på dem alle. Vi fandt allerede ud af at vor chauffør, Maina, var eminent til at spotte dyr og bringe os tæt på dem.

Det var en stor oplevelse at se søen med alle flamingoerne – og de andre dyr. Søen indgår i et reservat på 188 km2. Vi så også den

trane der indgår i Ugandas flag, som nationalfugl – gråkronetranen. Den er flot.

Resten af dagen var der afslapning på lodgen.

Næste morgen var der afgang mod Masai Mara. Vi kørte lidt tilbage mod Nairobi og drejede sydpå ad en vej der blev ringere og ringere. Der var vejarbejde meget af vejen og så fik vi en regnbyge undervejs. Det betød at jeg fik et sprøjt i hovedet fra en vandpyt på vejen, idet vi mødte en lastbil. Vi så, hvordan vejarbejdere huggede i klipper ved håndkraft.

Vi var inde og låne et toilet et sted, hvor vi efterfølgende kom i kløerne af nogle sælgere, som ville sælge souvenirs. Vi besøgte også en tankstation i Narok. Der var sælgerne ude på gaden, så vi var i fred. Jeg købte en is til 220 shillings og gav pigen ved kassen 250 og bad hende beholde resten. Så kom chefen og skulle høre, hvor meget det var – så jeg gad nok vide, hvem der får glæde af det.

Fra Narok var der ikke langt til Masai Mara. Undervejs så vi Masailandsbyer og masaier ude på savannen med deres kvæg. De var til at få øje på i deres røde tøj (kappelignende). Dem vender vi tilbage til.

Vi skulle bo på Keekorok Lodge lidt inde i Masai Mara reservatet. På vejen derind så vi de første dyr. Bl. a. så vi en elefant med en ret nyfødt unge (foto). Den kunne gå ind under maven på hende.

Vi nød vores frokost i lodgen. Den er fra 1964 – og det kan ses på stilen. Hovedbygningen med restaurant m.v. brændte for et par år siden, men blev hurtigt genopført.

Også her kunne de vilde dyr gå lige ind til os, hvis de ville. Bag lodgen lå et vandhul med et par dusin flodheste og en krokodille. Her opholdt flodhestene sig om dagen – og gik i land for at græsse, når det blev mørkt.

Også her løb aberne rundt og gaflede det til sig de kunne få fat i. Efter frokost var der kaffe på en terrasse foran restauranten. Vi så først én abe, der var inde og hente noget fra kaffebordet – og straks efter endnu én. Det viste sig, at det de tog var sukker i små poser ligesom tebreve.

Efter et hvil var der kl. 16 afgang på et såkaldt ’game drive’, vores første safari i Masai Mara. Vi kørte i minibusser med 6 personer i hver. Taget kunne løfter ca. 60 cm(foto), så vi alle kunne stå oprejst under det – og kigge ud uden vinduer. Samtidig var vi beskyttet mod tropesolen. Efterhånden fandt vi ud af, at chaufførerne havde en radio, hvor de kunne fortælle hinanden om, hvor der var noget spændende. Det foregik på swahili – og vi fik aldrig noget at vide, inden det vi kørte efter var fundet. Det var nok også det bedste – så blev vi ikke skuffede, hvis det ikke lykkedes.

Turen var enormt spændende – ikke mindst fordi det var første tur. Først så vi flere hold elefanter og kom meget tæt på dem. Der var hjulspor næsten overalt. På et tidspunkt kom vi til at holde foran en meget stor elefant, som syntes at vi holdt i vejen. Så kørte vi en 10 – 20 meter længere frem. Så gik elefanten over hjulsporet. Da vi så kørte videre løb den brølende efter os!

Medens vi kørte på siden af en bakke, kunne vi se 4 biler holde stille et bestemt sted på den næste bakkekam, hvor der foran var en flok bøfler. Flere biler var på vej, kunne vi se. Da vi nåede frem kom vi først til 2 hunløver, der lå og slappede af. Et halvt hundrede meter derfra lå en hanløve og åd af en bøffel (foto), som hunnerne havde nedlagt! Det var det alle skulle se. Det var også imponerende at se. Han tog det helt roligt med en halv snes biler holdende rundt om. Lidt efter så vi endnu en hanløve på vej hen til den anrettede middag!

Vi kørte videre og så en sekretærfugl, flere elefanter, giraffer og bøfler. På vejen hjemad ved solnedgangstide kom vi til et par strudser. Det viste sig, at der var et par løver, der prøvede at snige sig ind på dem. Det så ud som om de mistede appetitten, ved at vi blev holdende i håbet om at opleve et af naturens dramaer. Vi kom tilbage med en flot solnedgang ca. 18,30.

Efter en lækker middag, hvor der stod 2 kokke og tilberedte pasta på bestilling, og lavede flambering af det, gik vi til ro. Uden for værelserne gik der zebraer rundt kun få meter fra bygningerne.

Vi skulle af sted på næste drive kl. halv syv næste morgen. Da vi kom uden for lå der en kæmpebunke ekstrementer på fliserne uden for en af naboernes indgangsdør. Det var en flodhest, der havde lagt sit visitkort.

Lige efter solopgang drog vi af sted i en anden retning end dagen før. Her så vi spredte hyæner, zebraer og bøfler i store flokke. Der var også flere ørne i området – og balloner. Hver morgen kunne man formedelst 400 $ købe en ballontur over savannen.

På et tidspunkt kunne vi mærke at chaufføren ledte efter noget bestemt. Vi fandt et krat, som vi kørte omkring én gang uden at finde noget. Så tog vi en tur til og fandt en løve der lå og slængede sig. Det viste sig at der faktisk var 11 løver, der holdt siesta der. Det var helt tydeligt, at det var efter at de havde spist. Også her kom efterhånden flere biler til. Bagefter fandt vi også resterne af løvernes måltid. Nogle gribbe var i gang med at rydde op (foto).

Vi kom tilbage til morgenmad ved 9-tiden. Efter en pause drog vi af sted til en Masai-landsby, som Albatros havde en aftale med. Vi betalte 20 $ pr. person. Det brugte de så til deling mellem betaling for kostskoleophold for børn og køb af køer. Da vi nærmede os landsbyen, så vi en ung mand stikke i løb i retning mod landsbyen – han skulle hjem og melde, at nu kom vi.

Vi blev modtaget af en lille flok ’moraner’. Det er unge mænd mellem 15 og 21 år, som er kronragede og fungerer som ’krigere’. De dansede for os – og sluttede med deres hoppedans. De står stille på stedet og hopper ret højt. Det forlød at dem der hoppede højst gjorde mest indtryk på pigerne. De havde også en dans, hvor der var en af dem med en hat lavet af en løvemanke. Det var tegn på, at han havde dræbt en løve. Han lånte beredvilligt hatten ud til flere af os, så vi kunne tage billeder af dem der lånte den.

Bagefter modtog de unge kvinder os. De sang for os. Høvdingens kone nr. 1 (han havde 7) kom og fortalte os om deres hverdag. De syv koner boede i hver sin hytte med sine børn. Når høvdingen ønskede at overnatte hos én af dem, plantede han sit spyd uden for døren i løbet af dagen. De andre koner tog så den udvalgte kones børn til sig for natten. Der boede 2 familier på i alt 70 personer i landsbyen. De havde 500 køer og nogle får og geder. De levede næsten udelukkende af mælk blandet med okseblod – halvt af hvert. Okseblodet tappede de fra en halspulsåre på en ko. Når det var sket havde den fred i en måned, inden den skulle tappes igen. Vi havde jo før set masaier vogte kvæg. Når de gjorde det kunne de være væk i flere dage. Deres røde dragt kunne ses på lang afstand, så de i landsbyen kunne se, at nu var han på vej hjem.

Vi fik at vide, at det var kvinderne der gjorde alt arbejdet i landsbyen lige fra madlavning til vedligehold af hytterne. Vi var inde at se en hytte. Der var ganske mørkt derinde ved højlys dag, for der var kun et lille hul til lys. Det var der de sov og lavede mad. De små dyr blev også taget ind for natten. I hytten lå et spædbarn tilsyneladende forladt, medens moderen løste nogen af sine opgaver. Medens vi sad derinde og fik fortalt af Wilson – en und mand på 22 år – rakte han mig en slags stok og fortalte at den gik han med, når han var ude. Den var nydelig udskåret. På mit spørgsmål svarede han, at han selv havde lavet den. Pludselig spørger han, hvor meget jeg vil give for den. Vi enedes til sidst om en pris, så jeg gik derfra med den. Den er et godt slagvåben og kan nærmest ligne en hofteprotese i facon.

Vel ude igen viste nogen os, hvordan de laver ild på den primitive måde. Jeg fik også lov at prøve, men havde svært ved at holde på den runde pind, som skulle drejes rundt meget hurtigt, samtidig med at den skulle trykkes nedad.

Landsbyen er cirkelrund(foto) og indhegnet af nogle tjørnegrene for at holde de vilde dyr ude om natten. Inden for ligger deres hytter, som er fremstillet af grene beklædt med kolort. Inderst er en ny cirkel af tjørnegrene, hvor kvæget opholder sig om natten. Der lå ½ meter lort over det hele i den indre cirkel og nogle centimeter i hele landsbyen. Masaierne er jo nomader, så de efter en 6 - 8 år finder et nyt sted at bo – og brænder den gamle af. Nu om stunder ligger det ikke langt fra den gamle landsby. Vi fik at vide, at de var ved at forberede en ny landsby tæt ved. Grunden til at de ikke flytter ret langt, er at børnene gerne skal fortsætte i samme skole, som dækker flere landsbyer.

Vort besøg sluttede med at de havde lavet et marked, hvor de jo alle ville sælge noget til os. Alle fik vist også købt noget, men mit indtryk er at de nærmest jagede os væk med deres aggressivitet i den situation.

Efter dette besøg havde vi fri et par timer inden aftenturen. Ved eftermiddagskaffen kom jeg i snak med et skotsk par. De var kommet til Nairobi i den tro, at de skulle være en del af en gruppe, der skulle på safari. Det viste sig at gruppen var de 2, så de kørte rundt i en Landrover med egen chauffør fra sted til sted. Han skulle slutte med at sætte dem af i Mombasa efter en uges tid. Det hører med til historien at manden havde rund fødselsdag og deres 3 børn havde givet ham turen - og han havde så købt en billet til fruen, så hun også kunne komme med. De nød det!

Klokken 16 kørte vi igen vestpå og fandt bl. a. en løvehun med unger. Vi så også en del fugle, sågar en flok larmende perlehøns. På hjemvejen fik vi flotte billeder af solnedgangen med et akacietræ i forgrunden. Om aftenen kom en gruppe masaier og dansede på terrassen ved lodgen.

Næste dag ved solopgang satte vi kursen mod vest. Vi skulle se gnuernes vandring, der er et meget spændende kapitel. Mellem 1 og 2 millioner gnuer vandrer om foråret fra Tanzania op i Masai Mara og krydser floden Mara. Græsset her er grønnere på den årstid. Nu om efteråret vandrer de tilbage igen – flere hundrede kilometer. De samles i grupper og vandrer i kilometerlange rækker (foto) mod floden for at komme over den og tilbage til Tanzania.  Det var meget imponerende at se  de lange rækker af gnuer. Undervejs fandt vi en halvstor hanløve ved et flodleje.

Vi krydsede floden Mara og spiste den medbragte morgenmad i skyggen af et ensomt beliggende træ. Bagefter kørte vi igen efter et eller andet, der viste sig at være 3 geparder, der lå og slappede af – en hun med 2 unger (foto). De var flotte og ikke bange for os.

På vejen tilbage var vi nede ved floden og se stedet hvor gnuerne krydser den. Vi fik at vide at de var krydset ved 9-tiden og at de nok ville gøre det igen ved 3-tiden. Det kunne vi desværre ikke vente på. Flere af gnuerne kom nok ikke helskindet over, for der er nilkrokodiller i floden – op til 6 meter lange. Tilbage på østsiden af floden kom vi til et sted, hvor en parkbetjent fulgte os langs floden og viste os et par krokodiller.

Lidt derfra kom vi til en grænsesten mellem Kenya og Tanzania. Det var den eneste måde man kunne se grænsen på. Den var trukket efter en lineal, da englænderne fik Kenya og tyskerne fik Tanganyka. Anna fortalte, at på et tidspunkt var et par safaribusser blevet overfaldet i dette område – og frarøvet alt - af nogen der havde krydset grænsen fra Tanzania. Derfor var der nu placeret kommandosoldater syd for grænsen, og siden havde man ikke haft problemet.

På vor videre færd hjemad, så vi selvfølgelig en masse dyr og fugle, bl. a. vortesvin med smågrise.

Resten af dagen var til afslapning efter den 8 timer lange tur, vi havde været på, så vi kunne være klar til den store køretur dagen efter.

Vi startede 7,30 med retning mod Nairobi. Vi gjorde igen holdt i Narok og så den støvede by og noget af livet i den. Bl. a. en kvinde der bar en kuffert på hovedet (foto). Det er imponerende at se den balance de lægger for dagen, når de bærer på den måde.Vi kørte tilbage ad samme vej, som vi kom derned. Denne gang var det meget støvet, fordi det ikke havde regnet for nylig. Flere gange måtte vi stoppe, fordi kvæg var på vej tværs over vejen.

Til frokost kom vi til Nairobi, hvor vi fik frokost på Karen Blixen Coffee Shop, der lå lige ved siden af farmen. Der var meget hyggeligt og der var træer med blå blomster, som vi jo ikke er vant til at se. Da vi tog derfra, kom et brudepar og gjorde klar til at fejre bryllup der. Vi kørte vider hen til farmen, hvor der var et enormt stort bryllup ude i parken. Vi var inde at se farmen, som blev lavet til museum efter filmen ’Out of Africa’. Der stod bl. a. det originale soveværelse, som filmfolkene havde støvet op til brug i filmen.

Vi satte derefter kursen mod lufthavnen, hvorfra vi fløj til Mombasa ved Det Indiske Ocean. Indtil nu havde det været meget fint vejr, men ganske udholdeligt, når vi tog højde for solen. I Mombasa ramte vi den fugtige varme, som vi lige skulle vænne os til. Vi kom til hotellet, som var et helt lukket område, så vi kunne være helt trygge, lidt før kl. 21. Efter modtagelsen blev vi vist ned på stranden. Her havde man flyttet hele restauranten ned, så al spisning foregik ude på stranden med månen hængende lodret over vore hoveder. Omkring 5 kokke stod ved hver sin grill og lavede mad til os. Desværre var vi temmelig trætte, så nydelsen blev så som så.

De næste 3 dage var så afslapning her i en af pool-områderne eller i oceanet. Når det var lavvande, kunne vi gå ud på et rev, der lå udenfor. Det prøvede vi en dag, og så enkelte flotte fisk. Ronni tog på en snorkeltur en hel dag, hvor de også så delfiner. Vi levede også her meget fint. Stranden var vældig fin - og man kunne få en ridetur på en kamel(foto). Forplejningen var på hele turen i top.

Den midterste dag var vi på en halvdagstur til Mombasa, hvor vi så den gamle portugisiske kirkegård, hvor de for 400 år siden lagde en baobab-frugt på brystet af dem de begravede. Derfor var der nu en hel baobab-plantage med nogle meget store træer. Baobabtræet er oprindelig fra Vestafrika, men ført hertil af kolonisterne.

Vi så også Fort Jesus, som portugiserne anlagde i 1592. Den lå meget strategisk placeret og har skiftet ejere mange gange gennem årene. Den var bl. a. afskibningshavn for slaver til Zanzibar og mellemøsten.

Vi var også en tur gennem den gamle bydel og så den gamle havn, hvor arbejdere bar 2 sække cement på skuldrene. Det var 2 gange 50 kilo! Vi passerede også den portal af stødtænder (foto), lavet i metal (går jeg ud fra), der er Mombasa vartegn. Den gav briterne til Kenya efter dronning Elisabeth's kroning. Hun var på ferie i Kenya som kronprinsesse og rejse hjem som dronning, fordi kongen døde , medens hun var afsted.

Til sidst besøgte vi et kooperativ, hvor flere hundrede mennesker var i gang med at fremstille træskærerarbejder (foto). Det var et vældig fint system, hvor de hver havde et nummer, som kom på varen. Når varen blev solgt fik producenten 80 % af salgsprisen. Resten gik til nogle fælles omkostninger. Det var lidt opløftende at se, hvor godt det var sat i system. Jeg tror at alle købte noget med hjem herfra. Jeg købte en giraf på en meters højde. Den blev emballeret i lufthavnen i Mombasa, så den kunne indskrives som en kuffert med et ’forsigtig-mærke’ på. Den var det første der kom ud i Billund.

Så nød vi ellers livet på det flotte sted. Den sidste aften var restauranten igen flyttet uden for, så vi spiste på en plæne med fuldmånen lige over os!

Hjemturen forløb helt planmæssigt, så vi kom hjem til det danske efterår. Det var en ganske flot tur – Helle kaldte den forrygende. På forhånd havde vi været lidt nervøse for, hvad det egentlig var, vi begav os ud på. Bagefter må vi sige, at alt var én stor oplevelse og alt gik helt efter bogen. Igen vil jeg fremhæve vor guide, Anna, som kunne og ville fortælle os en masse, som hun vidste Kenya og livet der. Også vore chauffører på safarien gjorde det flot. De havde virkelige gode øjne til at spotte dyr – og kontakter til de andre der kørte rundt.

Vi var jo advaret om, at vi skulle tage piller mod malaria i forbindelse med en sådan tur. Det har vi gjort som foreskrevet. Dertil skal nævnes at jeg ikke synes at vi var generet af insekter overhovedet på turen. Enkelte havde lidt problemer med solen, som jo stod meget højt på himlen, men det blev klaret med de rigtige midler. Der var også et par stykker, der havde tilløb til maveproblemer, men det blev stoppet effektivt af Anna, som var klædt på til at klare det.

Undervejs på vore køreture så vi en masse elendighed, såsom hytter og markedspladser, daglejere i kø for at få arbejde, æselkærrer i vejsiden og nogen steder en masse mennesker der gik i vejsiden. Vi snakkede en del om det undervejs. Jeg tror, at det er sundt for os at se, hvordan andre har det, selv om vi ikke så det i dybden.

Når det er sagt, vil jeg ikke tøve med at anbefale andre at tage på en sådan tur med Albatros-Travel!

PS: Jeg har 3 timers video, som nu er redigeret ned til 63 minutter. Jeg er godt tilfreds med resultatet, for det giver et fint indtryk af turen. Den første forevisning af filmen i rejsebiografen er aftalt til den 13. januar i en beboerforening. Rejsebiografen her.

Klik her for at se Helles kunst

Hvis du ønsker det kan du klikke her for at sende mig en kommentar.