Sommerferien 2000 gik til Lazise, der er en lille by beliggende i den sydlige del af Gardasøens østbred. Vi startede hjemmefra ved 8,30-tiden den første fredag morgen i august. Målet var at nå igennem Hamburg inden weekend-trafikken satte ind. Det nåede vi også i fin stil, idet vi ved halvtolv-tiden var igennem byen. Det var pænt sommervejr at køre i. Ikke specielt varmt. Vi havde hørt, at der over den sydlige del af Tyskland og længere sydpå ville være et regnsvejrsområde, som vi ville ramme om lørdagen. Heldigvis var det så fint vejr, at Helle kunne sidde ude og ryge, medens jeg sov til middag. Vi gjorde holdt i en lille by ved navn Geiselwind mellem Würzburg og Nürnberg. Vi havde kigget i 'Links und Rechts der Autobahn' og fundet ud af at der var 3 billigere hoteller i denne by. Vi kørte lige ind til torvet og der lå det ene. Vi fik et nydeligt dobbeltværelse til 74 DM for en nat. Vi kom ved 18,30-tiden, medens der endnu var plads. Vi spiste på hotellet og gik bagefter en tur i byen. Jeg synes at det er imponerende med så mange 'Gasthofs' - og at de bliver brugt. Det har nok også lidt med prisen at gøre.

Næste morgen begyndte vi med at tanke på en servicestation, som vi havde set, da vi drejede af motorvejen. Vi blev meget overrasket, da vi 8,30 kom dertil. Der var plads til 15 biler ad gangen - og der var fyldt. Det må være de 3 Pf, som benzinen er billigere end på motorvejen. Vi kørte så sydpå gennem det idylliske Bayern. Det ser så godt ud med de små landsbyer, der ligger spredt i landskabet. Det giver mindelser tilbage i tiden før udflytningen af landsbyer i Danmark. Trafikken blev mere og mere intens, og på vejen uden om München fik vi lidt kø. Vi kunne heldigvis høre i radioen, at det var meget værre i nordgående retning. Derfor bestemte vi at køre en mere vestlig rute, når vi skulle hjem ugen efter.

Det blev efterhånden også regnvejr. Vi drejede af mod Innsbruck og ned gennem Østrig. Da vi havde gjort det, blev trafikken mærkbar mindre. Vi holdt frokostrast lidt før Innsbruck i lidt regnvejr. Ned gennem Tyrol gik det uden synderlig udsigt, selv på den flotte Brenner-Autobahn. Det var gråt og trist. Vi talte om, at vi gerne så et bedre vejr, når vi kørte hjem. Da vi passerede grænsen til Italien skinnede solen - i få minutter. Ned gennem Sydtyrol havde vi regnvejr. Det var meget kraftigt på stykket ud for Gardasøen nordende. Vi kom til Lazise ved 18-tiden - og kørte lige forbi det sted, vi skulle bo. Vi måtte vende og køre tilbage og fandt det så også. Det styrtede ned. Medens vi sad og gjorde os klar, til at stå ud og tage vore papirer med, kommer der en mand med paraply og stiller sig udenfor bilen. Det var opsynsmanden på stedet, der ville hente os under sin paraply. Fin service.

Stedet hed Holidays Residence og lå på en skråning ca. 1 km inde i landet bag Lazise. Et pænt sted med ca. 15 lejligheder i 3 lag op ad skråningen. Vi fik bagagen ind og bestemte, at vi ville gå ned til byen og spise. Vi tog overtøj på og paraplyer i hånden. Heldigvis var det nogenlunde stille. Vi fandt et sted at spise lige ud til søen. Det var inde under nogle gevaldige markiser. Efterhånden blæste det op, og vi blev lidt betænkelige for det rykkede voldsomt i markiser og hvad der ellers var. Mens vi sad og spiste, kom der en tryllekunstner ind og optrådte i et godt stykke tid. Bagefter gik han selvfølgelig rundt med hatten - og videre til restauranten ved siden af. Vi havde ikke fået vekslet penge på det tidspunkt, bl. a. fordi vi mente at kunne betale med kreditkort. Det kunne vi bare ikke. Heldigvis havde vi DM - og dem tog de gerne. Det var efterhånden blevet stille vejr og var klaret op. Det betød at vi kunne gå hjem uden paraply gennem mørket op til vor base.

Søndag blev det lige så stille et bedre og bedre vejr - og vi fik faktisk slikket sol om eftermiddagen. Om aftenen var vi nede og spise i Lazise. Det skulle vise sig at det gjorde vi hver aften, forskellige steder i byen, der har en masse spisesteder, koncentreret i den gamle bymidte og ned mod havnen. Vi så en nydelig solnedgang.

Mandag var en flot dag med sol - næsten 30o. For første gang gik jeg ned til bageren i Lazise

- ca. 900 meter og 25 minutter i alt (foto, bymur). Det kom jeg til nogen gange. Om formiddagen kørte vi sydpå til Peschera og fandt stationen, der ligger på strækningen Milano - Venedig. Vi ville finde ud af, om vi kunne tage toget til Venedig. Det kunne vi 8,13 næste morgen med intercitytog på små 2 timer. Vi købte 2 billetter for ca. 260 kr. Undervejs kom vi til et supermarked, som efter hvad vi havde hørt hjemmefra, var det eneste i området. Vi provianterede til resten af ugen - sådan da.

Da vi om mandagen havde set en god del trafik på vejen til Peschera, tog vi tidligt af sted tirsdag morgen, for at være sikre på at nå toget. Der var dog ikke så meget trafik så tidlig på dagen. Vi kom så i god tid og fik en parkeringsplads. Der kom faktisk en del tog forbi på stationen. Normen var 12 - 14 vogne pr. tog og med en del mennesker i. Vi kom til at sidde i en 6-mands kupé med et ældre italiensk ægtepar. De havde kun en lille håndtaske med og stod af i Venedig. Der var en station, der hed Venedig Mestre, som har en tilknytning til Venedig, men på fastlandet.

Vi ankom til banegården i Venedig, som er forholdsvis ny - og stor. Der var vel 14 perroner. Det var en meget brugt måde at komme derover på. Så havde man jo heller ingen parkeringsbesvær.

Venedig var bestemt en stor oplevelse med alle sine flotte gamle bygninger. Når jeg siger flotte, tænker jeg på stilen. Mange af dem trænger til en kærlig hånd - og nogen af dem var ved at få det. Der bruges en meget stor sum hvert år til renovering af bygninger. Vi tog en vandbus lige neden for stationen og sejlede ud gennem havnen og hen til Markuspladsen. Alene den plads med tilhørende bygninger gør et stort indtryk. Der var rigtig mange mennesker -  og duer. Vi satte os på en trappe på en af langsiderne lige uden for et område, hvor der var servering og et orkester der spillede klassisk musik til. Det var stilfuldt. Vi kunne se, at et glas juice kostede ca. 50 kr. der. På vejen fra anløbsbroen til Markuspladsen passerede vi flere kanaler, hvor turister fik ture i gondoler. Et sted var der stor kø for at komme ud - der holdt en fragtmand (læs båd) og læssede varer af.

Bagefter kiggede vi på et kort, tog bestik af solen og begav os ud på en tur ad de små stræder i retning mod Rialto-broen. Der er en meget speciel stemning i de stræder der - ingen biler - og kun ca. 1½ meter bred. Vi fandt et par stykker pizza, som vi spiste undervejs. Og så fik jeg øje på et lille WC-skilt. Det viste sig at være en af de oprindelige bygninger, der var bygget om til toiletbygning i 3 etager. Man skulle op på 1. sal, så var der en spærring, hvor man betalte 1.000 lire til en automat for at komme forbi. Så kunne vi gå en etage op til toiletterne, der virkelig var rene. Det var rigtig sat i system, hvilket nok også er nødvendig med alle de mennesker, der kommer der. Det virkede som om det var en kæde af toiletter.

Vi fandt fint over til Rialto-broen. Den var flot og ligefrem imponerende, når man kom op på den. Vi blev overrasket over, hvor bred den er - vel 15 meter. Der var faktisk forretninger deropad i 2 rækker. Vi stod et stykke tid oppe på den og fulgte gondol-trafikken under os. Bagefter fulgte vi den store strøm tilbage til Markus-pladsen. Undervejs passerede vi en række mærkevarebutikker. Der var nu ikke så stor søgning i selve butikkerne, men de var der. Vi bestemte os nu til at stille os i køen til Markuskirken. Det gik rimelig gelinde. Det var spændende at se den indeni. Bagefter tog vi vandbussen tilbage ad Canal Grande. Så var jeg også træt. Vi satte os på trappen til banegården. Medens vi sad der kom der en ambulance med udrykning - sejlende forbi med blå blink.

Vi skulle med toget 17,10. Ca 20 minutter før gik vi ind for at få en plads. Det var der mange andre, der havde gjort. Vi skulle 10 vogne ud inden der var noget der lignede ledige pladser. Det fyldte tog kørte nu vestpå. Det var varmt og vinduerne skulle stå åbne for at få luft ind.

Onsdag var det markedsdag i Lazise. Allerede da jeg gik efter morgenbrød var der mange mennesker og boder - selv uden for byporten - og masser af biler på vejen. Overalt var der boder og mennesker. Man kunne købe rigtig mange ting - og mange solgte det samme. Da vi havde været der i 5 minutter, mødte vi en Helles kolleger med mand. De var lige ankommet med campingvogn og lå på én af pladserne syd for byen. Det var da pudsigt at møde dem der. Vi aftalte at spise sammen om aftenen. Helle fik købt en skål med låg til revet ost, en hvidløgsbeholder, 6 vinglas, medens jeg købte en livrem - ægte læder til 15.000 - Lire altså. Om eftermiddagen slikkede vi bare sol - godt og grundigt med 31o i skyggen.

Torsdag morgen, da jeg skulle hente rundstykker, fandt jeg ud af halvvejs dernede, at jeg havde glemt min pung - så jeg måtte returnere og starte forfra. Vi kørte en tur nordpå. Vi kom til Bardolino, hvor det var markedsdag. Det betød en enorm trafik. Derefter var der til gengæld ikke ret meget trafik. Det var rart. I en lille by er der en bilfærge til den anden side af søen. Vi sad og så på den lagde til. Det var faktisk 16 biler med - heraf 13 tyske. Jo længere vi kom nordpå jo flere og større bjerge blev der, samtidig med at søen blev smallere og smallere. Vi parkerede i Malcecine på en parkeringsplads hvor man trykkede på en knap og fik en plastikpolet udleveret. Det var en chip, der registrerede ankomsttidspunktet. Da vi skulle derfra, puttede vi den i igen. Det blev så regnet ud hvor længe vi havde holdt og skulle betale for. Chippen fik vi igen og skulle putte den i ved en bom, der hvor vi skulle ud inden der var gået 10 minutter. Vi gik ned til havnen, købte et stykke pizza til frokost. Vi havde ellers madpakke med, men havde glemt brød. Vi spiste, medens vi sad og så på livet i havnen, hvor man kunne leje både. Der var flere i arbejde med det og sælge billetter til en bådtur over på den anden bred. Vi kunne side og se vejen ved Limone på vestbredden. Den går lige ved vandkanten sprængt ind i bjergsiden i en delvis tunnel. I Riva ved nordspidsen af Gardasøen kørte vi nordud, med en flot udsigt bagud. Vi kørte østpå til Mori og ned parallelt med motorvejen tilbage til Affi.

Om aftenen da vi skulle ned og spise, gik vi ind på kirkegården, for at se hvordan den så ud. Det var noget andet end vi er vant til. Der var 2 parallelle bygninger, hvor gravstederne var inde i murene i 5 rækker ovenover hinanden med navne udenpå og med blomster. Efter at vi havde spist gik vi lidt rundt og fandt et sted, hvor nogle unge mennesker lavede kunstlys. Det var hånddyppede lys i farver i forskellige lag. Dem skrællede de så og fik nogle sjove figurer ud af. Til sidst blev de dyppet i voks. Dem købte vi nogle af til gaver.

Fredag fik jeg vist stedets Jacuzi-pool, som jeg vil prøvede senere på dagen.Den lå øverst oppe med en enorm udsigt ud over søen. Det var så lækkert med solopvarmet vand, der nåede op på 35 grader sidst på eftermiddagen, skøøønt. Vi var i supermarked og købe olivenolie. Der kan man godt få den tanke, at de sælger det gode og dyre på hjemmemarkedet og sender det billige nordpå. Fredagen viste 33o varme.

Lørdag morgen stod vi op inden 7 og var klar til at køre 8,15. Vi skulle dog lige have postet et postkort og købe et flute - det tog lidt tid. På motorvejen var der nærmest køkørsel - især ved til-og frakørslerne. Det var fint vejr. Vi stoppede i Tyrol og så de grønne bjerge og vi stoppede ved Europabroen. Den er flot. Da vi skulle ud ville de have penge for det. Det viste sig så, at når vi havde en kvittering for at have betalt for Brennermotorvejen, så kostede det ikke noget. Det var åbenbart noget man gjorde for at sikre at man ikke kom nordfra og kørte over broen gratis og kørte tilbage igen uden at betale. Frokosten indtog vi på kanten af Inn lidt vest for Innsbruck. Der kom et tog kørende mindst 50 meter oppe på den modsatte bjergvæg. Ind imellem kom den ud så vi kunne se den og ellers kørte den i tunnel.

Vi kørte videre vestpå og op over Fernpass. Det var en meget flot tur uden ret meget trafik. Vi kom næsten lige forbi Zugspitze. Vi havde lidt besvær med at komme på motorvej A7 i Tyskland. Den starter lidt ude i ingenting. De viste 2 veje hen til den for at dele trafikken. Vi tog nok den længste ind gennem små landsbyer. Der var ikke særlig meget trafik på vejen så vi kunne komme hurtigt nordpå. Vi overnattede i nærheden af Bad Brückenau, syd for Fulda. Vi prøvede et hotel, men kom lige sent nok. Et andet hotel, syntes vi var lige dyrt nok, så vi boede på 'zimmer frei' på en lille bondegård i landsbyen. Undervejs var der kommet en besked fra Gustav om at han gerne ville give rødt kød søndag aften - og eventuelt en overnatning. Vi svarede ja tak.

Søndag gik det godt nordpå stadig uden voldsom meget trafik. 14,30 checkede vi ind til grænsehandel efter frokost i nabolaget til Fuhlsbüttel lufthavn. Vi kom til Haderslev 15,45 - lige midt i at Gustav var til fodbold. Vi fik en god middag og kørte hjem fra 21,30 til 23. Hele turen blev på 3.322 km.

Det var en dejlig tur til et dejligt klima med god afslapning.

Klik her og læs om Helles kunst