Santorini

Den 5. august 2001 tog vi til Santorini med Århus Charter fra Tirstrup Lufthavn på en 2 ugers ferie. Vi ankom midt på dagen til en dejlig varme - omkring 30o. Det var jo inden den 11. september, så på et tidspunkt blev de der havde lyst inviteret ud i cockpittet. Der fik vi set Athen ovenfra - inkl. den nye lufthavn, der er en kopi af Münchens. Vi blev indlogeret i Kamari i en nydelig 2-værelses lejlighed i en afstand af ca 400 meter fra stranden. Der var informationsmøde på en bar nede ved stranden. Vi havde haft 2 nye guider med fra Tirstrup. De skulle i gang med oplæring af den tredie, der havde været der i lang tid. Vi blev anbefalet visse ting og frarådet et par bestemte steder.

 

Mandag pakkede vi det nødvendige til en strandtur. Det var sådan at på stranden stod der kilometerlange rækker af parasoller med hver 2 stole under til at slikke sol på. Dem lejede man for 2.000 drachmer. Det gjaldt så længe man var der den dag. Det blev til at det gjorde vi hver anden dag. Når det blev frokost gik jeg op i lejligheden og spiste lidt frokost - smurte lidt til Helle og gik tilbage til stranden. På den måde blev vi der, så længe vi havde lyst til sidst på eftermiddagen. Stranden bestod af små lavasten, sorte, på en 2 - 3 millimeters størrelse. Det var umuligt at gå i bare tæer på det - højst løbe. Det blev simpelthen for varmt.

 

Vi fik at vide at vandet på Santorini enten kom i en rørledning fra Kreta - 175 km sydpå - eller sejlet til øen fra fastlandet. Vi købte nu godt nok, alt det vi drak. Guiden fortalte også om, at man dyrkede hvidvin på øen på en lidt speciel måde. Vinrankerne lå lidt over jorden flettet sammen i små kurve, hvor druerne lå inden i. Hvis de kom op i luften, blev de rykket i stykker af blæsten. Der blæste en nordenvind hele tiden vi var der. Den var af forskellig styrke, tør og kølende. Om natten ved 2 - 3 tiden blæste det tit en del op. Man dyrker også tomater og pistacienødder. Vi havde set nødderne, men var usikre på, hvad det var.

 

Tirsdag eftermiddag og aften var vi på tur med rejseselskabet til nogle byer. Først til Panaia Episkopi, der er øens ældste kirke. Der er et utal af små kirker - eller kapeller - over hele øen. Den var normalt lukket. Årsagen var, at der i 1986 blev fjernet nogle gamle ikoner derinde fra. Indtil da havde kirkerne været åbne. Én af de lokale beboere havde set nogen køre fra kirken i stor fart. Han havde så konstateret, hvad der var væk - og alarmeret politiet, som ikke umiddelbart villa tage sig af det. Rygtet siger derfor at det var arrangeret. Da vi stod oppe ved kirken fandt vi ud af at noget, vi dagen før troede var skyer over den østlige horisont, i realiteten var øen Anafi, 1½ times sejlads øst for Santorini. Toppen af den var hvid.

 

Derfra gik turen til spøgelsesbyen Mesa Gonia. Den stod stort set som den blev forladt efter et jordskælv den 9. juli 1956. Den står som ruiner og tomme huse. Enkelte bygninger er dog blevet taget i brug igen. Byens gader var ikke til biler - de var simpelthen for smalle. Vi så en mand bruge et pakæsel til at fragte varer på.

 

Vi kørte vestpå til kanten af calderaen - der er kanten af gryden lavet af vulkanudbruddet for 3.600 år siden. Øen er nærmest en halvmåne mod øst og nogle øer mere i den vestlige side af calderaen. I midten er vulkanøen og vand, der er 400 meter dybt efter at en del af øen sank i dybet ved udbruddet. Vi kørte til Pyrgos, som en gang var hovedbyen på øen og ligger meget højt. Den har 42 kirker til 450 indbyggere. Vi gik op ad de smalle gader til byens højeste punkt, hvor der ligger en borg. Der er en storslået udsigt deroppe fra i alle retninger. Rundt omkring lå kirker. De er alle hvide med cykladeblåt tag. Det stammer fra en periode, hvor øerne var under tyrkisk herredømme. Da måtte man ikke bruge det græske flag. Så fandt man ud af at male kirkerne i hvidt og blåt i stedet.

 

 

Næste mål var postkortbyen, Imerovigli, lige nord for Fira, der er hovedbyen. Det siges at 80 % af de postkort der sælges i Grækenland er optaget i denne by! Byen er nærmest klistret til siden af bjerget på samme måde som Fira og Oia. Alle huse er hvide og ligger et par hundrede meter over vandet på den stejle skråning. Vi fik at vide at en kvindelig dansk arkitekt, for nogle år siden havde bygget et hus med panoramavinduer lidt nede ad bjergsiden. Efter at have boet der i nogle år, lejer hun det nu ud til 6.000 kr. pr. dag! De 3 nævnte byer lever hovedsageligt af amerikanske turister der kom med krydstogtskibe og tog turen op til byerne - enten på æselryg eller med en lift, som en lokalfødt skibsreder havde ladet bygge. Der var i dusinvis af guldsmedeforretninger i byen for at betjene turisterne.

 

Sidste mål var denne dag Oia, der er byen på nordvestspidsen af Santorini. Der skulle vi bl. a. se solnedgang. Det var et tilløbsstykke uden lige. Alle steder, hvor man kunne kigge i retning af den nedgående sol var der tæt besat af mennesker. Vi blev lidt skuffet. Solen gik ned i en sæk. Forklaringen var at fordampningen på grund af varmen var meget stor. Gaden på toppen var belagt med marmor. På det sted, hvor alle turisterne kom til byen stod sælgere og udleverede smagsprøver på SUPER pistacienødder. På vejen tilbage til bussen skulle man så købe nogen. Det blev også til en enkelt mindre pose til Helle.

 

Fredag måtte vi tidligt op. Der var afgang 7,45 med bus til havnebyen Athinios på vestkysten. Vi skulle ud at sejle med et 3-mastet sejlskib. Det var nybygget, men lignede til forveksling et gammelt skib. Turen gik først over til Nea Kameni; øen med resterne af vulkanen - 15 kratere. Vi lagde til i en lille vig. Øen var meget gold og sort af lava i størknede knolde. Vi gik en lille ½ time op mod det lidt aktive vulkankrater. Det vi kunne se og lugte var et sted, hvor der kom lidt røg op, som lugtede af svovl. Det var en varm tur, men heldigvis inden det blev alt for varmt.

 

Vi sejlede så ud til en anden lille ø, Palea Kameni, hvor der var et sted med rødt sand og vel også nærmest rødt vand og varme kilder, som skulle være helbredende. Den danske guide advarede dog mod at prøve af hygiejniske årsager. Der var dog mange af turisterne fra andre lande der svømmede derind. Skibet stoppede ca. 100 meter derfra på 40 meter vand. En ledsagebåd blev sat ud, og så måtte folk svømme ind til den røde strand.

 

Næste stop var Thirassia - den vestlige beboede ø, 300 indbyggere. Også der var der en by på toppen - selvfølgelig hvid. Der kunne man komme op på æselryg. Vi lagde til og fik en time fri til at spise frokost. Der lå flere små interimistiske restauranter hen langs vandet. Vi prøvede én, hvor den tandløse mand grillede kødet; konen og sønnen serverede. Det var det spisested vi har prøvet med den laveste standard. Vi fik indtryk af, at de skulle leve af de få turister der over til den lille ø. Dem kunne vi godt få lidt ondt af.

 

Herfra gik sejlturen tilbage, men forbi Oia, Imerovigli og Fira, som vi nu kunne se fra søsiden. Det var flot. Byerne liggende på ryggen af calderaen, hvide som sne - og så kunne vi rigtig se, hvor langt ned ad bjerget der var bygget huse; og stadig blev bygget. Vi kom også tæt på flere krydstogtskibe. Tilbage i Athenios så vi færger fra fastlandet - både katameran og en traditionel færge.

 

Søndag tog vi en tur op til det antikke Thira, der lå lige ovenfor, hvor vi boede. Thira er det gamle græske navn for Santorini. Vi kunne enten gå derop. Tage turen på æselryg eller med en minibus. Stedet var blevet opdaget af en tysk professor i 1897. Der var lavet en vej udenpå bjerget de ca. 300 meter op. Der var 14 hårnålesving, så vejen blev meget længere. Den bar præg af at være lavet omkring den tid stedet blev opdaget. Deroppe i 300 meters højde kunne man holde øje med skibene i en stor radius. Det var imponerende at se ruinerne af stedet - der er ca. 5.000 år gammelt. Det var en lille by med mure, gader og runde søjler, som godt nok var væltet. Der var romerske bade. Der var placeret 3 vagtposter deroppe bevæbnede med hver sin kikkert. De skulle åbenbart holde øje med, at turisterne ikke fjernede noget af attraktionen. Endelig skal da nævnes, at der var en enorm flot udsigt deroppe fra. Vi så ned på flyveren fra Mærsk Air, der skulle hente dem, der skulle hjem efter én uge. Til alt held var der enkelte træer deroppe. Solen var brændende - og vi oplevede faktisk den varmeste dag på stedet - 36o i skyggen.

 

Hvis turen derop havde været slem, så var det intet at regne mod nedturen. Det var en anden chauffør, der påstod at han havde kørt turen i 15 år. Det var nedad, og med mellem 100 - 150 meter mellem hårnålesvingene, kunne han nå at gasse op for hvert sving på vej til den næste, hvor han selvfølgelig måtte bremse for at komme næste i stå rundt i svinget.

 

Da Helle ved 5-tiden ville lave gennemtræk i lejligheden, lå der en dagens Jyllands-Posten uden for døren med en hilsen fra guiderne. Det var rart med nyheder hjemmefra - fin service.

 

Mandag morgen så vi et særsyn: der var skyer. De drev væk sydpå og et par timer efter skinnede solen igen. Vi kunne dog mærke at det blev køligere. Denne uge blev flere grader køligere end den første - og det var faktisk rart nok.

 

Tirsdag tog vi den lokale bus til Fira. Lige ved siden af busholdepladsen ligger et nybygget museum, der indeholder ting fundet under udgravningerne i Akrotiri - herom senere. Det var spændende at se alle de ting man havde fundet der. De mest spændende ting er dog sendt til Athen. Bagefter gik vi op til kanten af calderaen og nød udsigten. Der var faktisk 6 krydstogtskibe på på plads nede foran. Vi gik hen ad 'hovedgaden' og kom til et sted med en ordentlig kø. Det var turister der skulle tilbage til skibene med skiliften. Undervejs så vi alle guldsmedeforretningerne - tror jeg - i hvert fald mange. Det var en hyggelig by at gå i. På tilbagevejen spiste vi frokost på kanten i en lille restaurant med udsigt over calderaen.

 

Torsdag var vi igen på bustur med den lokale. Først til Fira og så skifte til den sydgående. Vi tog til Akrotiri. Det er stedet med udgravninger af byen, der blev begravet under 11 meter pimpsten ved det store vulkanudbrud. Der er dem der mener at det forsvundne Atlantis var denne by. Det var den lille by og den store lå på Kreta. Man er ved at bygge en enorm hal til overdækning af de efterhånden fritlagte ruiner. Vi kunne gå en begrænset tur rundt derinde. Det bliver bedre når det bliver færdigt, og der kommer forklaringer på, hvad der er hvad. Uden for stiftede vi bekendtskab med pimpsten. Det er en sjov stenart. Den vejer ingenting. Turen til Fira foregik hele vejen på kanten af calderaen, flot.

 

Spisning foregik altid uden for. Der var masser af steder at spise. Hvert sted havde sin indpisker, som tiltalte de fleste af dem der gik forbi. Vi kom næsten til at kende dem. En aften spiste vi i en pistacielund med nødderne hængende lige ved siden af bordene.

 

Vi boede i stuetagen med terrasse ud til haven. Neden under boede de der passede stedet. Efterhånden sov vi om natten for helt åbne døre med kun et lagen over os.

 

Santorini er på 73 km2 og har godt 7.000 indbyggere. Lufthavnen ligger lige ved Kamari, der er den største turistby - i hvert fald hvad angår overnatninger. Det skyldes at den har den gode strand.

 

Her kommer et NASA-foto af Santorini. Den utydelige ø i midten er Nea Kameni med vulkanerne. Lufthavnen ses tydeligt midt på østkysten.

 

 

 

Klik her og læs om Helles kunst

Santorini - 2001