Grønland

Vor rejse til Grønland foregik som en færdig rejse på 10 dage. Den oprindelige tur gik via Sdr. Strømfjord til Jakobshavn, hvor der skulle være 3 overnatninger. Rejsebureauet havde åbenbart ikke været helt hurtige nok, for der var ikke hotelværelser nok i Jakobshavn den første nat. Vi fik derfor tilbudt at blive i Sdr. Strømfjord den første nat og så rejse videre til Jakobshavn næste dag. Det accepterede vi. Der var nok en 10 - 15 stykker af de 40 selskabet bestod af, der gjorde sådan. Vi vidste jo bare ikke, hvem de andre var.

 

At vi blev i Sdr. Strømfjord, betød at vi fik det meste af en dag og en nat i midnatssol på stedet. Efter frokost tog vi på en køretur med guide ind til Roussel Gletcheren, der ligger ca. 25 km øst for Sdr. Strømfjord - og er kanten af indlandsisen. Vi ville egentlig have været oppe på et punkt der hed 660, fordi det var højden på stedet. Det var inde på selve isen. VW har et testcenter inde på indlandsisen. Netop den dag skulle de flytte nogle biler - og det måtte vi ikke se. Derfor var denne tur aflyst. Vi fik at vide, at dette testcenter skulle koste VW ca. 1 mia. kr. om året - dels i driftsudgifter og dels i afgift til det grønlandske hjemmestyre.

 

Turen ind til gletscheren foregik i en gammel Unimog med en kasse bygget på. Kassen havde sider af glas og 16 pladser indeni. Vi var dog kun 6: foruden os 2 svenskere og 2 københavnere, som skulle samme tur som os. De første 2/3 af turen foregik på en fin grusvej anlagt af VW. Undervejs fik vi gode historier om det vi kørte forbi. Vi kørte forbi et træhus. Det var byens tømrer, der havde bygget det til sig selv som sommerhus. Det var nok begrænset god reklame, for det var væltet 2 gange under storm i løbet af 3 år.

 

Den sidste del af vejen kørte vi uden vej, men med et hjulspor her og der. Det var ligesom at køre i klitterne ved Vesterhavet. Vi kom forbi vraget af et fly, der var faldet ned i 1964. Det lå meget velbevaret, fordi der ikke er syreregn til at ødelægge metallet.

 

Halvdelen af vejen kunne vi se gletscheren. På Grønland må man lære, at man kan se meget langt. Dels på grund af den rene klare luft, dels fordi det man ser rager godt op.

 

Endelig kom vi ind til selve gletscheren. Det var det første is vi så tæt på. Det var meget flot! Det var klart vejr og solskin. På den anden side af smeltevandselven stod isvæggen op til ca. 50 meters højde. Vi fik at vide, at vi ikke måtte gå for tæt på, for når der faldt is ned i elven, kom der en eksplosion, så isklumper blev slynget rundt. På et tidspunkt kom 9 personer til skade på denne måde. Der var en voldsom strøm i elven foran. Af de klumper der lå i elven blev udvalgt nogle pæne stykker som vi skulle have med hjem til aftenens drinks.

 

På tilbageturen blev vi med at spørge efter moskusokser. Guiden kørte til sidst ned til floden. Der gik en flok ovre på den anden side. Da de så os begyndte de at løbe væk. Så piftede guiden. Det fik dem til at stoppe op alle sammen i måske ½ minut. I omegnen af Sdr. Strømfjord er der ca. 4000 moskusokser, som er efterkommere efter 27 dyr, der blev flyttet dertil først i tresserne fra Nordøstgrønland. Moskusokser er faktisk i familie med får. Vi fik senere lejlighed til at smage dem - de smagte godt som rødt kød.

 

Om aftenen spiste vi på cafeteriet i lufthavnen, hvor vi jo også boede på hotellet. Vi fik hvalbøf. Det var vi nu ikke så vilde med. Det skyldtes nok at de havde en hel masse af dem stående, holdt varme til nogen købte dem. Vi blev ringet op af guiden i Jakobshavn, der ville høre om vi ville med på en helikoptertur lørdag ind over Jakobshavn Isfjord. Det havde vi snakket om med nogen der var kommet videre, så de havde nævnt det for hende - og der var lige 2 pladser tilbage. Vi sagde selvfølgelig ja. Selv om det var midnatssol måtte vi gå tidligt til køjs. Faktisk allerede ved 8-tiden. Nu skal vi lige huske at vi havde været oppe kl. 5 for at nå flyveren og at Grønland jo er 4 tidszoner efter Danmark, så klokken var faktisk 12!

 

Næste dag skulle vi ca. 10,30 flyve videre til Jakobshavn via Egedesminde. Det blev udsat i ½ time, fordi der var tåget i Diskobugten. Vi fløj op over det nøgne landskab med små søer med isklumper i, elve og skærgård. Da vi kom til Diskobugten, så vi de første isbjerge. Vi måtte ud af flyveren i Egedesminde, fordi det var usikkert om vi kunne komme ned i Jakobshavn. Efter en ½ time fik vi lov at flyve videre. Vi kom også ned i Jakobshavn, men det var i et hul i tågen, så flyveren blev stående til næste dag.

 

Vi blev indlogeret på hotel Arctic og burde have udsigt over bugten og isbjergene i Isfjordens munding. Det var der bare ikke - der var bare tåge. Vi fik en guidet byvandring i byen. Det var spændende, for vi fik en masse oplysninger - ikke bare om byen, men om Grønland. Det foregik i tåge. Vi så nogle enkelte slædehunde. Nord for polarcirklen må kun være slædehunde. De må gå løse rundt indtil de bliver 6 måneder. Derefter skal de være bundet, fordi man har eksempler på hunde der har overfaldet børn.

 

Om aftenen var der velkomstmiddag i restauranten. Mens vi spiste lettede tågen delvis. I hvert fald så meget at vi kunne se Jakobshavn ligge på den anden side af den lille vig, der er mellem byen og hotellet. Det var flot med træhusene i de klare farver. Da det blev midnat gik jeg op på det højeste punkt bag hotellet. Der havde jeg udsigt til byen i midnatssolens røde skær. Et flot skue. Ind imellem kunne jeg lige se toppen af det højeste isbjerg rage op i fjordmundingen. Solen stod i midnatstimen mindst 5 gange sin egen diameter over horisonten. Øen Disko ragede op i baggrunden - op mod 80 km borte. Der var stort set ikke tåge over land, kun ude over Diskobugten og ikke ret højt op.

 

 

 

Næste dag var det pinselørdag. Vi stod op til en flot udsigt fra hotelværelset. Nu var tågen næsten væk, og vi kunne se en del af isbjergene i fjordmundingen. Vi fik at vide at helikopterturen blev ved 1-tiden. På vej ud af døren kom guiden tilbage og fortalte at turen var udsat til kl. 15. Vi tog derfor en taxa så langt vi kunne ud mod selve isfjorden. Det var til den gamle helikopterlandingsplads. Derfra gik vi over fjeldet i klar solskin. Vi kunne se isbjergene ude i fjorden. Vi gik ud til kanten og nød udsigten i fulde drag. Det var så smukt. Der var is over det hele. Enten store isbjerge eller små klumper grødis.

 

Da vi kom tilbage til hotellet over middag lå der besked om at helikopterturen nu var udsat til 17,30. Vi skulle samtidig acceptere at betale 300 kr. ekstra for hver, fordi lufthavnen nu skulle holde ekstraordinært åben for os. Udsættelserne skyldtes at helikopteren skulle have udført nogle flyvninger dagen før. De var aflyst på grund af tåge. De skulle nu klares inden der blev tid til at flyve med turister.

 

Med nogen forsinkelse og hjælp til at ringe efter hende der skulle sørge for at vi kom ud i lufthavnen, kom vi så på helikoptertur. Vi var 8 deltagere. Vi fløj nord for fjorden ind mod selve bræen inde for enden. Isfjorden er små 40 km lang og op til 7 km bred. Dybden er op til 1.200 meter. Det var så flot at flyve hen langs fjorden. Der var is overalt; store og små stykker imellem hinanden. Vi så også en med en vandpyt oveni.

 

Et stykke fra enden af fjorden var en landingsplads mærket af med små sten. Der gik vi ned og ud og nød synet. Det var fantastisk at stå der som de eneste i miles omkreds. Der var så stille - og en del myg. Fra stedet kunne vi se selve iskanten, der hvor isen brækker af, bræen. Det is der brækker af, er op til 2 år om at nå ud i Diskobugten. De store bjerge strander ved mundingen, fordi der er aflejret sand, som danner en sandbanke. Når trykket indefra bliver for stort, bliver de skubbet det sidste stykke ud i Diskobugten. De fleste isbjerge bliver af strømmen ført nordpå omkring Diskoøen. Derefter sydpå, hvor dem der holder længst, når helt ned på højde med New York. Jakobshavn Isfjord er det sted på den nordlige halvkugle, hvor der produceres mest is, nemlig 20 mio. m3 i døgnet. Det er ikke til at fatte, men man sammenligner med at byen New York bruger så meget vand på et år!

 

Tilbage mod Jakobshavn var Helle så heldig (dygtig) at få plads foran ved siden af piloten. Turen gik nu ud over selve fjorden, og i en højde så vi fløj mellem isbjergene. Ind imellem kunne vi se sæler ligge på isen. Det var faktisk endnu flottere at flyve over selve fjorden - ind imellem kunne vi næsten røre ved isbjergene, der var meget takkede i overfladen. Vi fløj lige hen over Jakobshavn. Det var spændende at se byen ovenfra, nu hvor vi kunne kende det vi så. Lige nord for byen ligger et vandreservoir, der stadig var is på ca halvdelen af.

 

 

 

Det var sidste aften i Jakobshavn, så der var afskedsmiddag på hotellet. De ventede pænt på os, der havde været ude at flyve. Vi skulle være færdige til en midnatssejltur, der udgik fra havnen kl. 22 og varede ca. 3 timer.

 

Sejlturen gik ud på Diskobugten langs Isfjordens udmunding. Her kom vi ret tæt på alle de store isbjerge, der lå ligesom til parade. Vi endte med at komme til et sted, hvor der stort set var isbjerge hele vejen rundt om os. Motoren blev slukket, der blev fisket is op, isen kom i Martini. Den 100.000 år gamle is knitrede, medens den smeltede og den lige så gamle luft kom ud. Det var simpelthen turens højdepunkt at ligge stille der i det store køleskab i midnatstimen.

 

 

 

Det var så stille overalt, bortset fra de drøn, der kom når isen kælvede et eller andet sted. I det ene hjørne brækkede en isklump af. Det gav en flodbølge over mod naboisbjerget. Den slog vel 15 meter op i luften (Tak til Henrik for lån af billedet med bølgen). Derefter gik bølgen hen mod os; lige så stille. Havet var som et spejl. Da bølgen kom, bølgede spejlbilledet af isbjergene bagved akkurat som i spejlsalen i Tivoli. Enormt flot! Se også videoklip her www.hessellund.de/Bolgeis.mpg

 

På turen tilbage var det blevet lidt tåget nogle steder. Vi fik set de billeder vi kender fra turistbrochurerne af midnatssol og is. Det blev efterhånden en ganske kold tur, selv om det var helt stille og vi havde forsøgt at gardere os med tøj. Det var kulminationen på en lang, men meget oplevelsesrig dag.

 

Næste morgen var pinsemorgen. Pinsesolen kunne ikke stå op. Den havde jo ikke været væk. Formiddagen brugte vi, efter at have pakket, inde i byen, hvor vi bl. a. sad ved kirken og nød udsigten. Der kom en par med et barnevognsstel med et plastikbadekar på. De skulle hente is. Vi så det skib, vi skulle sejle videre med sidst på eftermiddagen, komme ud mellem de store isbjerge.

 

Om eftermiddagen gik vi en tur ud til byens kirkegård, der lå nord for byen, på vej til lufthavnen. I Grønland skal kirkegårdene ligge med den bedst tænkelige udsigt. Det gjorde den her øverst i en dal, der gik ned mod Diskobugten. Kirkegården var et farverigt skue. Der var masser af blomster. De holder ret længe heroppe - de er nemlig af plastic. Vi så en masse familier der var på pinseudflugt. De hyggede sig i fjeldet med grill og lege.

 

Kl. 17 sejlede vi med Sarfaq Ittuk mod syd. Vi skulle sejle i godt 3 døgn. Vi havde kahyt med eget bad og toilet. Turen gik ud mellem nogle af de store isbjerge, som vi således kunne tage afsked med. Kl. 23 havde vi ½ times ophold i Egedesminde. Det var ret koldt.

 

Næste formiddag kom vi til Holsteinsborg. Vi fik en guidet rundvisning i byen og så bl.a. de gamle kolonibygninger og den nye kirke. I byen fandt vi det ene af de 2 springvand, der er på Grønland. Også her var det koldt og skyerne hang lavt hen over Kællingehætten - bjerget bag byen. Det var et af de steder hvor der var mange eksempler på de fine grønlandske træhuse og at man gerne bygger højt med fin udsigt - uden at tænke på adgangsforholdene for handicappede.

 

Om aftenen mødte vi en hval, der hilste på os med finnen og blåste, hvorefter vi fik hele halepartiet at se. Vi kom til bygden Kangaamiut, hvor skibet ikke kunne gå ind. Derfor havde skibet en stor gummibåd, som blev sat i vandet. Passagererne blev så sejlet ind eller ud med den. Der var 2 ture. Anden gang tog det sin tid at få de ny passagerer om bord i gummibåden. Da den kom ud til os kunne vi se årsagen. Der var en kørestolsbruger med!

 

Kl. 22 kom vi til Sukkertoppen. Vi kunne lige nå en kort gåtur i land. I havnen var der en bro, hvorfra 3 unge mænd under stor ståhej lavede hovedspring ud i det 3 -4o kolde vand. Det skal siges at de havde våddragter på, selv om de ikke var i særlig god stand.

 

Næste morgen kl. 6,30 gik vi i land i Godthåb. Der var vi på en guided rundtur i bus! Det er jo Grønlands største by med 14.000 indbyggere. Vi var ude ved byens kulturhus, der udvendigt er lavet så det skal minde om nordlys. Vi gik en tur ved den gamle kolonihavn og så kirken, statuen af Hans Egede, sygehuset, der nu er nationalmuseum og det hus Hans Egede boede i og som landsstyreformanden nu har som bolig. Endelig så vi julemandens store postkasse. Det gav anledning til mange fotos - og ordet børnebørn var et af de flittigst benyttede. Busturen gik også gennem nye bydele med moderne boligblokke i træ.

 

Sejlturen fortsatte sydpå. Der blev bedre plads på skibet syd for Godthåb, fordi mange grønlændere stod af der. Der var skoleklasser, der havde været på ekskursion til Jakobshavn. Denne sejlrute er forbindelsen der knytter byerne sammen. Der er ingen veje, så når folk skal besøge hinanden må de tage skibet. Ombord var en passagerfryser. Jeg spurgte kaptajnen, om den var til passagerer, der ikke kunne opføre sig ordentligt. Det var det ikke. Det var til kød, som passagerer medbragte - og den var flittig brugt.

 

Vi passerede stadig enkelte isbjerge, men der var efterhånden langt imellem dem. Det havde nok været mere spændende at møde dem, hvis man sejlede nordpå og endnu ikke havde set de store ved Jakobshavn. Den sydligste del af turen gik indenom nogle øer, så vi nærmest sejlede i en skærgård. På skibet var der fuld forplejning. Der var et cafeteria. På et tidspunkt blev den ene halvdel lukket af og der blev dækket op til os med duge til en 3 retters menu med god og spændende mad.

 

 

 

Den sidste eftermiddag var vi i land med guided tur i Julianehåb. Her så vi Grønlands andet springvand og for første gang mælkebøtter. På brættet - det sted hvor man sælger ud af sin fangst - så vi en der solgte noget der lignede spareribs. Det var det sådan set også. Det var soltørrede sælribben! De var helt sorte. Helle fik en smagsprøve, der ikke smagte af ret meget indtil det blev gennemblødt af mundvandet - så kunne hun ikke lide det mere. Kirken i Julianehåb har den eneste rest der findes af skibet 'Hans Hedtoft', der gik ned i januar 1959, syd for Kap Farvel. Det er en redningskrans, som drev i land på Island. Den kom op at hænge i Julianehåb, fordi det var det sidste sted skibet lagde til.

 

Onsdag aften kl. 22 kom vi så til endestationen, Narsasuaq. Det er en gammel amerikansk base, der blev oprettet under 2. verdenskrig som mellemstation mellem Amerika og Europa. Det var et hospital med 220 sengepladser og en base med flere tusinde arbejdspladser. Den blev nedlagt i 1959. Nu er kun lufthavnen tilbage, som knudepunkt for Sydgrønland.

 

 

 

 

Torsdag skulle vi sejle tværs over fjorden. Der lå nemlig det sted, hvor Erik den Røde gik i land og indrettede sig efter at være blevet forvist fra Island. Ude fra fjorden kunne vi nemt forstå, hvorfor han gav øen navnet Grønland. Fjeldet var meget grønt - ikke mindst sammenlignet med, hvad vi ellers havde set. På stedet var flere fåreholdere med flere hundrede får, som om sommeren gik i fjeldet og om vinteren var inde i nogle stalde. I 1982 i 1.000-året for Erik den Rødes ankomst var rejst et mindesmærke for begivenheden. For nogle få år siden var der lavet rekonstruktioner af familiens langhus og den lille kirke, som hustruen fik lov at bygge. Det var spændende at se og høre om dette historiske område.

 

 

 

I området er en del af isbjergene, der er meget mindre her, blå. Det så godt ud med de blå og hvide isbjerge mellem hinanden. Om eftermiddagen var vi på en sejltur ind i Qooroq Isfjorden. Den mindede om den vi så i Jakobshavn, blot i meget mindre målestok og med meget mindre isbjerge. Vi sejlede ind til ca. 10 km fra bræen inderst i fjorden. Herfra kunne vi tydeligt se bræen. Medens vi lå der og fik Martini med is i, fik kaptajnen på båden - en ombygget kutter - øje på et isbjerg, der lå og vippede lidt. Han mente, at der var fare for at den ville vende rundt. Det ville udløse en flodbølge. Derfor fik han hurtigt gang i maskinen igen og vi sejlede ud. Vi så dog ikke bjerget tippe, mens vi var inden for synsvidde.

 

Fredag var vor sidste dag på Grønland. Vi gik en tur ind i Blomsterdalen nord for byen. Der passerer man først det sted, hvor hospitalet lå. Tilbage står alene en muret kaminskorsten. Inde i Blomsterdalen var en del forskellige planter i blomst. Vi kom til en flad del af dalen, hvor der groede græs, som blev høstet til vinterfoder til fårene. Bag endnu en fjeldvæg lå 'Den Døde Bræ'. Nogle af dem vi var sammen med gik derover. Helle fulgte med indtil det blev for stejlt. Det var den dag vi så flest myg. Da vi stod og ventede på Helle måtte vi have myggenethatten frem. Heldigvis havde vi smurt os med såkaldt afskrækningsmiddel, så vi slap heldigt fra myggemødet.

 

På fjeldet bag lufthavnen har man i 1976 plantet 100.000 træer, som nu efterhånden er groet pænt op. Grønlands største træ står i byen, vel 6 - 7 meter højt.

 

Aftensmaden var afskedsmiddag i form af en stor buffet med grøndlandske specialiteter. Det var spændende: søkongebryst, sæl, laks, forskellige andre fisk, rensdyrpølse og andet.

 

Midt på formiddagen gik turen hjemad mod København. Vi havde haft en meget god ferie. Vi havde set en masse flot natur. Undervejs var vi kommet til at snakke godt med nogle af de andre rejsedeltagere. Især om bord på skibet var det godt at der var andre at snakke med.

 

 

Videoen er et klip fra en rejsefilm på 70 minutter, som fortæller udførligt om turen.

 

Du kan skrive til mig på adressen Finn@hessellunden.de Du skal blot være opmærksom på, at du skal fjerne de 2 sidste bogstaver i efternavnet (en). Det har jeg gjort på denne måde for at begrænse mængden af spam.

 

Klik her og læs om Helles kunst

Grønland, juni 2003