Index

Velkommen hos Finn på nettet

I øjeblikket er der hele 14 muligheder du kan vælge imellem. Du kan blive her og læse om vor ferie i USA i 1999.

Derudover har du følgende muligheder:

 

Klik her for at se folderen for Hessellunds Rejsebiograf.

 

Klik her for at læse om vor ferie ved Gardasøen i 2000

 

Klik her for at læse om vor ferie på Santorini i 2001.

 

Klik her for at læse om vor ferie på Grønland i 2003.

 

Klik her for at læse om vor safari i Kenya i 2008.

 

Klik her for at se om Viborg Menighedspleje, der sælger kort til støtte for julehjælp.

 

Klik her for at se hjemmesiden til filmen 'Viborg, Jyllands grønne hjerte'.

 

Klik her for at læse om et par ture i Danmark: Fanø og Skamlingsbanken / Christiansfeld.

 

Klik her for at se en lille film med stemningsbilleder fra Viborg Natkirke.

 

Klik her for at se en lille film med en mus på besøg i vore mejsebolde.

 

Klik her, hvis du har brug for at få nævnte navne på plads.

 

Klik her for et link til Helle Nørgård kunst.

 

Klik her for at se et udvalg af mine billeder fra Virksund

 

USA-West 9/99

Vi kørte rundt i 11 dage - 4.400 km - i området omkring Grand Canyon med start fra Las Vegas. Det var meget spændende, fordi hele området der er så forskellig fra det, vi kender herhjemmefra. Vi kørte i områder flere gange Danmarks størrelse, hvor jorden ikke kunne udnyttes til noget særligt. Først kørte vi i Nevadas ørken i retning mod Death Valley. Jeg tror ikke rigtig vi var forberedte på, at det var ørken vi var kommet til. Vejen derud gik imellem 2 bjergrygge. Dalen var ørken, hvor der godt nok var sandfarve, men der groede lidt. Nogle busketter i ½ meters højde med et par meters mellemrum.

 

Vi var virkelig kommet ud i det øde, flade og varme land. Vi kom til Death Valley, hvor der var 47o C. Det var meget varmt, men tørt. Det blæste og det kan faktisk godt sammenlignes med en hårtørrer ude i det fri. Vi besøgte Visitorcentret, hvor der var udstilling om dalens historie. Den fik sit navn, da en karavane af nybyggere var kommet ind i dalen og blev overrasket af varmen. De forsøgte at kravle op ad siderne, men flere døde undervejs. Vi kørte sydpå i dalen, og var flere gange ude og mærke den meget specielle jordbund, der består af salt og jord - ind imellem i knudrede faconer. Et sted kom vi til et sted, der hed 'Artists palette'. Der var mange farver undergrund samlet inden for kort afstand - deraf navnet. Selve dalen er det laveste sted på det amerikanske kontinent, idet det laveste sted er ca. 86 meter under havets overflade.

 

På vejen tilbage til Las Vegas så vi - eller nogen af os - lige efter solnedgang et meteor styrte mod jorden. Det var en flot ildkugle næsten lodret ned, som vi kunne se i 10 - 15 sekunder.

 

Vi kom tilbage til hotellet i Las Vegas ved 22-tiden og var så for trætte til at gå ud og se på byen.

Næste dag gik turen østpå til Hoover Dam. Det er et enormt bygningsværk, som det tog flere år at bygge omkring 1930. Det er en dæmning på 221 meters højde, der holder Colorado-floden tilbage i en opdæmmet sø på 185 km længde. På de 2 tårne, der står, hvor de tager vand ind til kraftværket, var der vist, hvad klokken er i Nevada og i Arizona, fordi der normalt er en times forskel. Arizona havde ikke sommertid; derfor viste de 2 ure så alligevel det samme.

 

Vi kørte videre ind i Arizona, hvor landskabet efterhånden ændrede karakter til det mere grønne. Efterhånden så vi også lidt kvæg. Vi ramte Route 66 i Williams, hvor vi overnattede.

 

Næste formiddag kørte vi nordpå mod Grand Canyons sydside. Vi kørte i et gevaldigt tordenvejr med en masse regn. Vi kunne til sidst se opklaringen nordpå, så vi kørte lige igennem den store byge. Så kom det overraskende: vi havde hele tiden kørt på noget, der forekom fladt. Til sidst kørte vi i skov. Vi kommer til en parkeringsplads ved siden af vejen - står ud og ser ned i Grand Canyon, der er ca. 1½ km dyb - uden at vi på nogen måde følte, at vi var kommet op i højden. Det klarede op lige på det tidspunkt. Vi oplevede så Grand Canyon på en speciel måde, idet den dampede efter det meget regn og vi fik solstrejf, så der var et flot spil med lys i klipperne og lave skyer under os. Vi kørte med nogle specielle busser, der var alene om transporten, hvis man ville ind og nyde udsigten fra nogle udsigtspunkter i parken. Her kunne vi bl. a. se folk på muldyr på vej op eller ned ad stierne til bunden af kløften, hvor man kan overnatte. Vi så faktisk også nogle glimt af Coloradofloden. Det var en stor oplevelse at se dette specielle landskab.

 

Bagefter tog vi en ordentlig køretur østpå. Vi kørte ind i et ret øde område, hvor der var indianerreservater. Vi overnattede ved Canyon du Chelly i reservatet, der tilhører Navajo-indianerne. Vi var ved at komme for sent frem til det bestilte hotelværelse, fordi indianerne har så meget selvstytre, at de kan bestemme om de har sommertid. Det havde de så i modsætning til resten af staten. Reservatet var på 66.000 km2 = 1½ gange Danmarks størrelse. Der var 80 - 100 km mellem landsbyerne - og jorden kan stort set ikke bruges til andet end lidt græs og træer.

 

Næste dag kørte vi ud til Canyon du Chelly, som er en kløft med meget stejle vægge i rødt stenmateriale. Den er vel 30 - 40 km lang. Dybden omkring 6 - 800 meter. I bunden er en lille flod -

og man kan komme på køreture med 4-hjulstrækkere derned - arrangeret af lokale. Et sted står der 2 stenstøtter, der rager ca. én tredjedel op. Det er enormt flot. På siderne af kløften og i kanten ligger der flere steder ruiner af indianerlandsbyer, som var placeret i huler i klippevæggen. Vi kunne ikke rigtig finde ud af hvordan de rent faktisk kom til og fra bopladsen. Enten var der et par hundrede meter op eller ned. Til gengæld var de nok ret sikre på ikke at blive forstyrret i tide og utide.

 

Vi skulle handle i et lokalt supermarked i kanten af byen. Udenfor gik der løse heste og ragede i varevognene eller græssede ved siden af parkerinspladsen. Vi så eksempler på hvordan familien blev transporteret med far ved rattet, mor ved siden af med den mindste og resten af børnene på ladet af pick-up'en, som var det foretrukne køretøj.

 

Vi kørte nordpå og spiste frokost i skyggen af en stor klippe fritliggende på marken. Dem begyndte der at komme en del af - rødlige. Vi kunne ikke dy os for at skulle se 4-Corners, der er det eneste sted, hvor 4 stater mødes i rette vinkler. Vi skulle selvfølgelig fotograferes med benene placeret i Arizona, New Mexico, Colorado og Utah. Indianerne stod for entreen og forsøgte at sælge en masse forskellige varer.

 

Næste mål var Monument Valley, der er et sted, hvor en masse film - ikke mindst cowboyfilm - er indspillet. Der står en masse flotte rødlige klippeformationer op til 300 meter høje. En teori går på at det er vulkanrester - vist nok vulkanens indre, der er tilbage efter at resten er eroderet væk. Den ligger lige på grænsen af Arizona og Utah. Også her er der ca. 30 km vej gennem parken.

 

Vi fortsatte nordpå. Om aftenen spiste vi på en lokal restaurant i Blanding. Man kunne få vand, cola og iste til maden. Vi kom i hu, at vi var i Utah - Mormonernes stat. Vi spurgte servitricen, om man ikke kan købe rødvin i staten. Det vidste hun ikke. Til gengæld vidste hun, at der ikke kunne købes nogen form for spiritus i Blanding.

 

Turen fortsatte nordpå næste dag, hvor vi først så et sted der hedder 'Newspaper Rock'. Navnet kommer af at indianerne for rigtig mange år siden har lavet nogle tegninger, i stil med helleristninger; bl a. fødder med 6 tæer! De kunne nok ikke tælle.

 

Vor frokost spiste vi denne dag ved bredden af Coloradofloden ved Moab. Det var et flot sted, hvor man for mange år siden havde bygget den første bro. Når man hører om Coloradofloden, tænker man som regel på noget vand med en voldsom strøm. Det var det slet ikke her. Det var ganske stille og de lodrette bjerge på modstående side spejlede sig i overfladen.

 

Om eftermiddagen besøgte vi Nationalparken 'Arches'. Det er et område på omkring 30 km i længden og som består af en masse røde klippeformationer, der står som større eller mindre broer, fordi det nederste er eroderet væk forlængst. Det øverste, der er blevet tilbage, fremstår som broer eller vinduer. Det var virkelig flot at se.

 

Vi overnattede i byen Price. Næste dag satte vi kursen mod Salt Lake. På vejen var vi inde og proviantere i en lille by ved navn Spanish Fork. Vi var bl. a. inde i et marked, hvor man kunne købe Wrangler cowboy-bukser for 15 $ pr. par. Det var billigt. Desværre måtte vi tænke på omfanget af vor bagage, så der blev ikke til nogen til os. Vi indtog vor frokost i den sydlige del af Salt Lake City. Målet var nu den store saltsø vest for byen. Vi stoppede ved et gammelt udflugtsmål - nærmest en slags pavillon - som ligger ved søbredden, når man kører ad motorvejen vestpå fra Salt Lake City. Vi fandt ud af at saltprocenten i søen var 8 % i den sydlige ende og 24 % i den nordlige. Forskellen skal ses i at tilløbene findes i syd. Vi kunne lugte saltet, når vi gik langs bredden. Selve vandet var på dette sted ikke sådan at det gav lyst til at røre det.

 

Videre vestpå passere vi flere store saltfabrikker, der udvinder salt af vandet. Til sidst kom vi til den store saltslette. Den er flad! Det er også her man finder racerbanen, hvor man sætter verdensrekorder på landjorden. Det var en speciel oplevelse at se ud over denne flade, hvide slette - nærmest så langt øjet rakte.

 

Vi vendte om og kørte tilbage til Salt Lake City - hvor vi overnattede i et hotel, der nærmest var en hel lille bydel. Der var 311 værelser i bygninger på 2 etager. Næste formiddag besøgte vi mormonernes hovedkvarter. Vi kunne ikke komme ind i selve templet, men vi kunne komme ind i Tabernaklet, der er en bygning fra 1867. En stor koncertsal med plads til 6.500 tilhørere. Det er hjemsted for det berømte Tabernakelkor. Der står et orgel derinde med 12.000 piber! Omgivelserne var meget velholdte. Der gik folk og passede parkanlægene. Vi så én, der samlede nedfaldne kviste af hækken! Det var som man forestiller sig engelske herregårdsparker for 50 - 100 år siden. Der findes et center for slægtsforskning. Der står computere, man kan anvende til at søge i arkivet. Det så ud som om, de mente at have data på alle, der boede i USA i 1919, da der var en folketælling. Der var også data på folk i Danmark. Vi kunne dog ikke finde nogen, hvor data var nyere end ca. 1920.

 

Selve hovedkvarteret er på 26 etager. Man kan tage elevatorerne op på øverste etage og nyde udsigten ud over byen og egnen - vestpå i hvert fald. Det gjorde vi.

På vejen op mødte vi én, der var af dansk afstamning, som nu arbejdede i huset. Oppe på øverste etage blev vi modtaget af nogle meget venlige kvinder, der ville vise os udsigten. Da de fandt ud af, at vi var danskere fik vi en guide med danske rødder. Hun fortalte om en dag i august, hun havde stået deroppe, medens der kom en tornado hen over byen og passerede 50 meter forbi bygningen. Vi kunne se nogle tage, hvor der blev arbejdet på at udbedre skaderne. Mod øst fik vi udpeget det område, hvor der skal være Vinter-OL i 2002. Alle anlæg er klar. Den olympiske by er færdig og bebos af studerende, der skal flytte ud medens der er OL. Lige øst for Salt Lake City ligger bjerge, hvor der er meget skiturisme. Vi bemærkede at der var mange træer at se i byen. Lidt fra hovedkvarteret var man ved at bygge et stort nyt konferencecenter.

Efter frokost kørte vi mod sydvest for at se Bingham kobbermine. Det var et enormt hul i jorden - verdens største åbne mine. Den er 800 m dyb, 2 km i diameter, og kegleformet med spidsen nedad. Man kører med kæmpemæssige dumpere - last 240 t - på terrasser rundt på siden og henter materialet (undergrunden) op til et anlæg, hvor det bliver læsset af på et transportbånd, der kører gennem bjerget og 5 km væk til et af flere fabriksanlæg, hvor kobberet m.v. udvindes. Det blev sagt, at det var det ene af to menneskabte enkeltting, man kan se fra rumfærgerne. Det andet er den kinesiske mur. Vi købte bl. a. postkort i kobber.

 

Herefter gik turen igen sydpå - nu lidt vestligere end da vi kørte nordpå. Næste store mål var Bryce Canyon, som vi nåede næste dag. Også hertil kom vi i slutningen af et regnvejr. Der blev det så koldt, at vi for første gang måtte have lange bukser og jakke på. En del af grunden var at vi kom op i ca. 2.700 m højde. Bryce Canyon er så flot. Det er meget røde kalkstensklipper - ja ind i mellem er der også lyse. Specielt et sted er det virkelig imponerende. Der står klipperne ved siden af hinanden som en slags træer i forskellige faconer. Flot. Da mormonerne kom til stedet sagde de: 'Et helvedes sted at miste en ko'. Igen taler vi om et område på 25 km i længden med en række udsigtspunkter. Det er en blind vej, man kører ind på. Det betød at da vi var ved at være tilbage ved indgangen, begyndte solen at skinne. Så fik vi lige chancen for at se det førnævnte flotte sted i solskin. Det gav et helt andet indtryk.

 

Vi kørte bagefter til Kanab, hvor vi overnattede. Her gik vi en tur om aftenen og fandt en T-shirt fra 'Roadkill Cafe'. Af menukortet på ryggen fremgår udbuddet af retter, tilberedt af hvad man nu kunne finde, kørt over på vejen. Vi skulle nå frem til Grand Canyon's nordside til næste aften, for der havde vi bestilt overnatning på kanten af kløften. Det er et sted bygget omkring 1930 - og kun tilgængelig i sommerhalvåret. Stedet består af en restaurant på selve kanten med store panoramavinduer, hvor man kan se solen gå ned, medens man spiser aftensmad. Det prøvede vi. Der var udsigt over på sydsiden af kløften, som vi besøgte en uge før. Der er ca. 15 km over, så det var kun, når lyset blev tændt om aftenen, at vi kunne pege ud, hvor vi havde været. Overnatningen var i forholdsvis primitive træhytter, der var delt i 2 'lejligheder'.

 

Vi bevægede os noget rundt til forskellige udsigtspunkter. Vi kunne se meeeget langt. Bjergtoppe op til 107 km væk så ud, som om de lå meget nærmere. Når vi var på nordsiden, kunne vi se ind over landet på sydsiden, fordi niveauet på nordsiden ligger i ca. 2.500 m o. h. mod de ca. 1.500 m på sydsiden. Også her var der en masse flotte udsigter, bl a. med Coloradofloden i bunden. Der var ikke ret mange mennesker her, sammenlignet med de andre steder vi besøgte. Det hænger sammen med, at nordsiden ikke er åben hele året og man skal køre 60 - 70 kilometer ad samme vej både frem og tilbage.

 

Efter dette tog vi lidt tilbage og vestpå. Vi kom så til Zion - himmelen. Mormonerne kaldte stedet sådan, fordi det er så flot et område med store bjerge, men på en helt anden måde end det andet vi havde set. Meget af det lignede enorme kampesten. Vi kørte igennem en mindre manuelt gravet tunnel og en længere, hvor trafikken på skift var ensrettet. Vi kørte op til 'enden' af en kløft. Der parkerede vi og gik ind ad en sti ved siden af det vandløb, der løb der. Vandet i floden forekom grønligt, af de mineraler der kom ud af bjergene. Nogle steder var der hængende haver på bjergsiderne. Der sivede vand ud - og så kunne der gro græs og blomster på de lodrette sider. Det var noget specielt at gå derinde i den lille kløft på 20 - 30 meters bredde og flere hundrede meter lodrette vægge på begge sider.

 

Vi nærmede os nu Las Vegas nordfra. Vi overnattede i Hurricane, der ligger i en afstand, der gør at folk kan bo der og arbejde i Las Vegas. Turen til Las Vegas tog vi i stedet for motorvejen på en mindre vej på vestsiden af Lake Mead. Vi så et museum for indianere der levede på stedet for 800 - 1.000 år siden. Vi var lige nede og soppe i den nordlige ende af Lake Mead. Nu var vi kommet ned i varmen igen - i det øde, næsten ørkenagtige landskab. Vi kom ind i Las Vegas ad samme vej som vi kørte ud 9 dage tidligere. Nu lagde vi mere mærke til, hvordan husene og sådan noget så ud. En del var i den rigtig pæne ende.

 

Vi fandt et motel og bestemte os for, at vi om aftenen ville spise på 'Planet Hollywood'. Den ligger i et Casino, der hedder Caesars Palace. Det var enormt. Èn stor illusion af at være i Rom. Gaderne var overdækkede og med små hvide skyer, som om det var nat i Rom. Der var masser af butikker, hvor man kunne købe souvenirs og en alverdens ting - nok mest af italiensk oprindelse, også modevarer. Vi havde bestemt at Helle ville spille for 10 $ i de énarmede. Hun vekslede til 25c mønter. Jeg bad så om at få for 5 $. Jeg fandt en maskine og puttede én i. Der skete selvfølgelig ikke noget. Så kunne jeg se, at der var noget med, at hvis man puttede 3 mønter i var gevinsten større. Det gjorde jeg så. Den stoppede på 777 - og begyndte at tælle op på displayet. Den passerede 100 og jeg tænkte: 'Hvad pokker sker der nu her'. Den passerede 200 og jeg fik store vantro øjne. Den stoppede på 240! Jeg sundede mig et øjeblik, trykkede på 'pay'-knappen. Så begyndte den liflige lyd af 240 mønter, der vælter ud i renden på maskinen. Jeg spillede 16 mønter mere, så jeg havde brugt de 5 $. Resten blev vek slet i kassen til 60 $. Det var da sjovt at prøve. Behøver jeg sige, at Helle formøblede sine 10 $ på et kvarter.

 

Det var nu blevet mørkt uden for. Vi skulle lige ud og se på livet. Det er dejligt at gå rundt langt hen på aftenen i 300 C. Der var massevis af mennesker, der vandrede hen ad fortovet på begge sider af 'The Strip'. Vi så et vulkanudbrud. Det vil sige, det var et springvand, der var lavet som en vulkan og var i udbrud nogle gange i timen. Den sprang højt op med flammer og det hele.

 

Så oprandt den sidste dag inden hjemturen til New York. Vi besøgte et stort fabriksudsalg. Bagefter tog vi ind på 'The Strip' igen og så Casinoerne Luxor, Mandalay og Excalibur. Da det blev mørkt, gik jeg en tur med videokameraet hen ad gaden og fik indfanget stemningen med alle lysene. Det siges at der er 2.000.000 pærer og 42 km neonrør i Las Vegas. En by bygget op som kopier af London, Paris, New York o. s. v. En underholdningsindustri i højeste gear. I 1995 beløb afgifterne til staten Nevada sig til 7½ mia. $ - og det er næppe blevet mindre siden. Byens største hotel er på 5.005 værelser - verdens største da det åbnede i 1994.